Annettes andet hjørne – om “Plejer”…

Hej igen.

Denne gang har jeg lyst til at skrive lidt om mine forestillinger og betragtninger vedrørende begrebet plejer. Billedligt talt.

Plejer.

Det plejer jeg at gøre. Sådan plejer det at være. Sådan plejer det at se ud.

Det føles som det plejer.

Jamen, vi plejer at …….

Vi kender det alle sammen, og vi har endda en talemåde, et udtryk der dækker over begrebet.  ”Det ligger på rygraden,” hvilket i daglig tale plejer at betyde, at jeg godt kender denne situation. Jeg kan måske ikke altid fortælle hvorfra, hvordan og hvorfor, men jeg ved det. Det er noget, jeg har lært engang, og nu ligger det på min rygrad.

På den store skala kommer det til at betyde, at plejer pr. definition er sandt, fordi alt, hvad der ligger på rygraden, er noget vi aldrig sætter et ? ved. Hver eneste dag udfører vi tusindvis af store og små handlinger, hvor vi ikke tænker nærmere over hvorfor og hvordan, vi bærer os ad. Det gør vi bare. Sådan er jeg.

Langt de fleste af os kan, uden at vi tænker nærmere over det udføre en stribe handlinger på en gang. Fx køre i bil med høj hastighed mens vi taler ja måske endda skælder ud i mobiltelefon samtidig med, at vi klør os i øret med den ene finger. Det er noget, vi bare kan. Det ligger på rygraden.

Det falder os helt naturligt.

Nu forholder det sig imidlertid således, at vi alle har indlært noget ikke brugbart her i livet. Alle har vi gjort os livserfaringer, hvor vi har haft en følelse af, at det her ikke burde være sket, eller sagt, at det var forkert.

Vi er alle forskelige, og vi har selvklart ikke de samme forståelsesmåder og synspunkter, men det underliggende princip er det samme.

Vi har, billedligt talt, hver især et stykke omme på vores rygrad, hvor vi i sin tid er blevet ramt af livet, måske endda igen og igen, og hvor vi i den aktuelle situation har indlært den forkerte lektie. For mig svarer det til, at der står at 2+2 er lig med 7, at uanset hvilken karakter de underliggende hændelser har haft for den enkelte, er resultatet galt.

Alle har vi været udsat for fejlindlæring. Nogen er blevet mishandlet og omsorgssvigtet, andre er ikke blevet forstået, er ikke blevet set eller er ikke blevet elsket nok. Variationerne er utallige, men alle har vi befundet os i en livsbestemt situation, der har resulteret i, at vi har indlært noget forkert.

Des tidligere denne fejlindlæring er sket, og jo længere tid den har stået på, des sværere er følgerne. Nogle menneske har lange stykker på deres rygrad, hvor der står 7, andre et kort. Men alle har vi hver vores rem af huden. Alle bliver vi fra tid til anden uelskelige for os selv.

Hver gang vi senere i livet følelsesmæssigt, konkret eller tænkt befinder os lige netop dér på rygraden, hvor 2 +2 plejer at være 7, er det sådan, vi kommer til at reagere. Ligesom vi plejer, vil vi igen og igen i den konkrete situation få en dårlig oplevelse.

Fordi oplevelsen ligger på vores rygrad, kommer det ikke bag på os at dette her nu sker igen, det er jo netop forventeligt. Det er muligt, at vores hjerne protesterer imod, hvad der sker, men i og med at det opleves som en virkelig situation, vil følelsen af, at det er vores egen skyld, at vi har et medansvar for at være havnet i denne her situation, opleves stærkest. I en ubevidst situation vinder det ubevidste altid. Hver især oplever vi det som rigtigt, at vi skal lide Det føles rigtigt at gøre eller sige eller føle således.

Vi er hver især skyldige på hver vores måde. Ligesom vi i sin tid har lært det.

Som vi plejer, er vi er igen blevet ramt af plejer. Lige i nakken, da plejer jo altid rammer os bagfra, i og med at det jo ligger på rygraden. Sådan vil det altid være.

Men er det nu også sandt?

Hvis vi kan erkende, at vi har lært noget forkert, kan vi lære at forstå, at det vi før gik ud fra var en sandhed, ikke er rigtigt. Vi kan med hjernen begribe, at vi har været udsat for fejlindlæring. Derefter kan vi med vores nye indsigt, og når vi er nærværende og bevidste, begynde at bryde mønstreret. Vi kan gøre det bedre, fremfor at gøre hvad vi plejer, når vi står i de situationer, hvor vi uovervejet eksempelvis plejer at springe over, hvor gærdet er lavest.

Da jeg var yngre, kunne jeg eksempelvis være meget stædig. Jeg ville blive ved med at insistere på, at 2+2 var 7, da jeg mente, at det var fejt og forkert ikke at stå fast på sit synspunkt og sine handlinger, og det på trods af, at jeg at måske endda vidste, at jeg tydeligvis have grebet situationen forkert an.

I dag har jeg ingen problemer med at sige at jeg tog fejl. Dette mener jeg ikke. Eller ups, der fik jeg vist plejer lige midt i nakken. Jeg trykker Delete på mit indre tastatur, og gør det om igen.

Det kan være svært at se hvor på ens rygrad, der står at 2+2 er 7. Husk på, at der kan ligge en hel lastbil med anhænger i den blinde vinkel, når man sidder og kører bil, og dette ligger på rygraden. Det er svært at se, hvad der er sket. Jo tidligere i livet ens fejlindlæring er sket, jo længere nede på rygraden ligger det, des sværere er det at se.

Alligevel er det muligt at lave om på plejer. Det er svært, og det tager tid. Fremfor for alt kræver det styrke og mod. Viljen til at blive ved med at slås for sin ret til at vælge sin egen vej.

Nu, hvor jeg nærmer mig vejs ende, lyder det hele måske sært. Jeg er nok lidt erhvervsskadet, og jeg anskuer tilværelsen fra mine egne skæve hjørner, mens jeg søger efter årsagerne til lidelserne og vejene væk derfra. En ting ved jeg dog helt sikkert, det gamle plejer kan brænde ud, og et nyt kan genopstå fra asken.

Vær ikke bange for forandring.

Jeg når frem til næste hjørne den 1august. Indtil da.

God sommer. Skønne dage og lyse nætter.

Annette