Det tredje hjørne.
Æggeuret.
Jeg fik aldrig skrevet noget om tarotkort, og det på trods af, at jeg ved, at Tarot er fantastisk til at hjælpe os i at bruge vores intuition. Tarot er en bro til vores ubevidste, og jeg holder aldrig op med at forundres over hvordan, at Tarot åbner op netop der, hvorfra jeg kan give mig selv hjælp til selvhjælp.
Nu vil jeg i stedet skrive lidt om æggeuret.
Æggeuret.
Vi har gennem årene haft mange af slagsen. En tomat, et æg, et ur, en fisk.
Igen og igen i løbet af de år hvor børnene var mange og tiden knap, hvor alt for meget skulle overkommes på alt for lidt tid, og hvor det var tvingende nødvendigt at prioritere, hvad der blev taget hånd om, og hvor godt det skulle gøres, skete det, at rodet voksede op over ørene på os.
Tanken om at købe hjælp udefra forekom os politisk ukorrekt. Vi skulle gøre det her selv. Det var konceptet. Passe vores børn selv, arbejde hjemmefra, gøre tingene sammen. Bevise gennem vores valg af livsstil at den enkelte familie har et valg, at hverdagen kan gribes an på mange forskellige måder.
Det vidste sig at være lidt af en mundfuld. Ofte lå der rent tøj i sofaen, der ventede på at blive lagt sammen, der stod opvask på køkkenbordet, og 20 sko lå spredt over gulvet inde i stuen. Badeværelset skulle gøres rent, og der trængte til at blive vaske gulv og tørret støv af. Der var børn, dyr og legetøj alle vegne. Det var nu, at æggeuret kom frem.
Så skulle der ryddes op. Familien blev samlet, opgaverne blev fordelt efter alder, og æggeuret blev sat på 30 min. Derefter nikkede vi den alle en ordentlig skalle. Et rum pr. næse, så fint som muligt indenfor den aftalte tid. Bagefter var det igen til at holde ud at være hjemme. De huslige pligter var overstået for nu, og vi kunne alle igen fortsætte med hvert vores gøremål.
Æggeuret, der stille stod og talte ned, betød, at den tildelte tjans forekom nærmest legende let. Overskuelig og begrænset. Fuld kraft i 30 min. Slut og færdig. Ingen sur mor der brokkede sig, ingen sko der ikke kunne findes, luft og plads på gulvet og på bordene, rent tøj på hylderne og god lugt i badeværelset.
På trods af gode intentioner om ligestilling mellem kønnene er der forsat ingen tvivl om, at langt de fleste huspligter bliver udført af kvinderne, mens mændene har andre opgaver at varetage.
Skævheden i arbejdsfordelingen sniger sig ind af døren i takt med at familien vokser. Mængderne af vasketøj, mad, snavs, rod m.m. vokser, mens tiden til at udføre opgaverne bliver stadigt kortere.
20min – 30 i fællesskab sammen med æggeuret viste sig at være en løsning på problemet og jeg stod ikke længere så alene med opgaven at rydde op og gøre rent efter os.
Æggeuret blev i øvrigt også ofte taget i brug når der igen og igen blev kaldt mig, ”Mor kom og se”, ”Mor vil du ikke lige.” Æggeuret blev stillet på det antal minutter, der ville gå, inden jeg havde tid til at stå til rådighed. Børnene var tilfredse, de kunne nu se, hvornår jeg kom, og de lærte hurtigt at udsætte deres behov i tid og rum. Selv slap jeg for igen og igen at blive afbrudt i hvad jeg nu end var i gang med.
Smukke dage og stjerneklare nætter.
Til næste gang
Annette
PS: Jeg komme lige i tanke om endnu et lille fif. Til jer der ikke kan holde ud, at der står opvask på køkkenbordet, og som ikke kan sidde ned og slappe af før end at køkkenbordet er helt, som det skal være.
I mit første år som psykolog kom jeg hjemme hos Hanne, der var enlig mor med 2 børn. Hannes køkken fremstod altid totalt blæst, og jeg gav udtryk for min beundring. Hanne grinede, og sagde at jeg skulle kigge ind i ovnen. Der stod dagens opvask. Hanne vaskede op om aftenen, og indtil da havnede de snavsede kopper, tallerkener og bestik i ovnen.
|
|